Klokken er 8.10 en tilfældig weekendmorgen. Her møder jeg et ægtepar på omkring 50 år på min løbetur i skoven. De sidder så hyggeligt på bænk og får morgenkaffe .
Jeg smiler, nikker og siger godmorgen. “Ja, ja.. Det er jo ikke rigtig morgen mere”, mumler herren. Konen mente nu nok, at det stadig var morgen.
Jeg delte oplevelsen på Facebook, hvor min morbror kommenterer, at jeg nok har mødt Ove. Ove? Og så måtte jeg låne Ove på biblioteket.
Ove er 59 år, og han er ikke død, men han er holdt op med at leve.
Ove er ikke bitter, som alle tror. Han smiler bare ikke hele tiden.
Ove er fra en anden tid. Han er en mand af få ord, arbejder hårdt, følger reglerne og kører Saab – hvordan kan man andet?
Ove har oplevet den store kærlighed, men han har også oplevet at miste.
Gennem “En mand der hedder Ove” lærer vi Ove særdeles godt at kende – og kommer lynhurtigt til at holde af ham. Fordi vi får hele historien med.
Historien bliver fortalt ved at berette om Oves liv her og nu, mens vi i hvert andet afsnit bliver præsenteret for vigtige milepæle i Oves fortid.
Ove har oplevet lidt af hvert – og der var mere i posen.
Jeg elskede hvert sekund af den gribende historie, der lader os snuse til mange interessante personligheder undervejs.
Og når Ove brøler: “Man må ikke køre bil i gården”, så elsker vi ham lidt mere. Spørgsmålet er, om den kærlighed kan strække sig til også at omfavne den lidt bitre (eller ikke-altid-smilende) mand på min løbetur? Nja…
Ja, man kommer til at holde mere og mere af Ove, jo mere man lære ham at kende. Men sådan er det jo ofte med mennesker.
Ja, du har ret 🙂 Og det er ikke helt skidt.